Kategori: Refleksjoner

Vi lever i en trist tid. En tid hvor vi føler at vi må be om unnskyld for absolutt alt. Nå er det "negeren" vi stikker som en voodoo-nål inn i vårt hvite, blekfete legeme. Tenk at Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner skrev om "negre"! Tenk at mennesker med en annen hudfarve ble fremstilt som usiviliserte kannibaler på en sydhavsøy! Hvordan i huleste skal vi kunne forklare vår oppvoksende generasjon denne pinlige fornærmelsen mot dagens rasesensitive kulturklima?

Negerdebatten går høyt og lavt i Dagbladet for tiden, og den minnet meg om en eldre artikkel på Barnebokkritikk som omhandler en lignende problematikk, nemlig det imperialistiske verdenssynet som presenteres i de "gode", gamle guttebøkene. Forfatteren Morten Haugen skriver:

Kan det kanskje i 1870- og 1880-årene ligge noen tanker og verdensbilder som kan hjelpe oss til å forstå hva som oppfattes som en klassiker? La oss se på bøkene i lys av perioden som "imperietiden". (...) Det er en eventyrverden, hvor hovedpersonene behersker sine omgivelser, og rår over –- eller skaffer seg -– tilstrekkelige ressurser. En verden hvor sosiale roller er definert, og hvor identifikasjonen ligger hos overklassen. Minst like viktig er det at bøkenes verdensbilde er en førfreudiansk verden uten kjønnsdrift, misunnelse og andre drifter som vi i dag regner som innlysende naturlige.

Fra vårt perspektiv er det tydelig at tidene har endret seg. Mens man på slutten av 1800-tallet og begynnelsen av 1900-tallet ikke så noen betenkeligheter med å la en hvit mann reise til det dypeste Afrika, slåss mot sorte villmenn ("negre") og triumfere som en ekte Indiana Jones, gir det oss plutselig dårlig smak i munnen når vi kommer over slike historier i dag. Hva er skjedd?

For det første er imperialismen gått av moten. Vi fant det en gang helt naturlig at den hvite mann skulle styre verden. For å sitere Haugen: 

Forfatterne, hovedpersonene og de opprinnelige leserne tilhørte en erobrergenerasjon, som utforsket jordens innhold og dens grenser, koloniserte fremmede land og tillot seg å eie det hele med en autoritet som de trodde var gitt dem av naturen, og som det ennå ikke var stilt spørsmål ved.

Etter at Titanic sank, begynte vi å stille spørsmål ved Vestens overlegenhet over naturen. Etter første verdenskrig begynte vi å stille spørsmål ved Vestens kulturelle overlegenhet. Etter annen verdenskrig begynte vi å stille spørsmål ved Vestens overherredømme overhodet. Dette har nok gitt oss mange innsikter, men det er ikke bare sunt. Det er grenser for hvor mange nåler man tåler. Vi har nemlig mer eller mindre trukket oss inn i vårt eget skall. Før søkte vi ut. Nå søker vi inn. Vi lever godt på vår teknologi og velstand, og vi mener det er vår moralske plikt å dele dette med dem vi tidligere koloniserte og "utnyttet". Til tross for alle stengte grenser og all fremmedfrykt: Broderskapet på tvers av alle kulturer og raser er et imperativ som imperialismen ikke kan håpe å matche.

For det annet innser vi at "negeren" også kan kle seg opp i dress, bosette seg i vårt land, ta universitetsutdannelse og omgås oss på sivilisert vis. Ingen mistenker en slik "neger" for å være kannibal, i hvert fall ikke i bokstavelig forstand.

Men dette poenget går dypere. "Negeren" er nemlig eller skal være eller vil være en ikke-neger, nemlig en vellykket hvit mann av vestlig kaliber. I ytterste forstand har vi opparbeidet oss en kronisk allergi mot forskjeller. Dette er riktignok et intrikat poeng, for vi fremdyrker toleranse for forskjeller, men kun fordi vår metafysikk tilsier at alle må, skal eller vil -- på sikt -- omfavne våre humanistiske (kristne) verdier og menneskerettigheter. De som ikke gjør det, er selvfølgelig å oppfatte som demoner. Men vi vil egentlig ikke innse at det er noen virkelige demoner der ute. For hvis de ikke faller på kne for Vestens største gave til verden, er det fordi disse stakkars fårene er lutfattige og undertrykt av vår grusomme fortid som kolonister og slavehandlere.

Med andre ord: Hvis det er noen som hårdnakket prøver å unnslippe våre almengyldige verdier, er det dypest sett vår egen feil. ("Vi skapte Osama!") Enda en nål å stikke i buken.

Den mest graverende feiltagelsen vi gjør i vår tid, henger sammen med denne universaliseringen av Vesten. (Misforstå dog ikke. Jeg liker Vesten, men jeg kan godt skjønne at det finnes dem som vil være annerledes. Jeg har ikke noe imot at det bor primitive "negre" på sydhavsøyer hist og pist. Hvorfor må de alle ende opp i Armani-dress med et borgerbrev i klypa?) Feiltagelsen består i dette: Vi tror vi står ved historiens slutt. Vi tror at vår tid, det tidlige 21. århundre, har innsett absolutt alt som er verdt å innse om kulturer, om raser, om verdier. Vi har en slags dogmatisk oppfatning av at det kun er naturvitenskapene som kan gi oss ny grunnkunnskap om verden, mens humanvitenskapene bare kan bekrefte statistiske hypoteser basert på en gitt verdensanskuelse. Fagfilosofien, for eksempel, er i ferd med å grave sin egen grav over dette. Alt blir bare skinnuenigheter og variasjoner over midler til det samme, ubestridelige målet. Hvorfor er politisk filosofi interessant hvis den evige endestasjon alltid er det liberale demokratiet? Hvorfor er kjønnsteori interessant hvis det ufravikelige premisset er at kvinnen er undertrykt og må settes inn i diverse styrer og verv for å ta tilbake makten fra mannen?

Og i forlengelsen av dette: Hvorfor er vårt syn på "neger" nødvendigvis bedre enn det synet Astrid Lindgren hadde? For meg virker hele "neger"-debatten som en sedvanlig grille i tiden, og dermed skal vi plutselig omskrive halve litteraturhistorien bare for å tilfredsstille en gjeng hypersensitive kultursynsere som tilfeldigvis sitter på makten og spalteplassen akkurat nå?

Det er dette som gjør at jeg skremmes ved tanken på at det skal lages ny grunnlov i landet. For da er det tidens griller som vil dominere: Det vil kanskje sogar komme en egen paragraf om at "neger" er forbudt å ytre i offentlige fora. Ja, selvsagt var det enkelte tidsmessige griller som slapp igjennom da den forrige grunnloven ble skrevet ("Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget."), men evnen til å se det store bildet og de lange linjene er bemerkelsesverdig fraværende i våre dager. Vår ekstreme nærsynthet gjør oss i stand til å felle bramfrie dommer over en flere tusen år gammel historie, og dermed begår vi gjerne maoistiske kulturrevolusjoner i kullsviertro på vår egen ufeilbarlighet.

Så la "negeren" leve. Forhåpentligvis vil vi en gang innse at det kan ha vært forhastet å omskrive litteraturhistorien som følge av vår tids rasemessige hypersensitivitet og -- om jeg tør si det -- politiske korrekthet.

Fredag var en hektisk dag. Tidlig opp, tidlig avsted til Langnes for å ta fly til Kirkenes, hvor Nordnorsk bokdag ventet på oss. Som jeg bemerket til min kollega Thomas Lundbo, var det litt spesielt å måtte gå ut av terminalen for å komme til flyet, et Dash-8 tilhørende Widerøe. For oss under førti som stort sett reiser mellom storbyene, fortonet dette propellflyet seg en smule gammeldags, litt som på 1930-tallet, som jeg sa til ham. Ja, svarte han, man kom i hvert fall mer i kontakt med elementene på denne måten. Sant nok, for turbulensen da vi gikk inn for landing utenfor Kirkenes, føltes som om den skulle sette oss i knallhard kontakt med visse harde elementer. Det oppleves virkelig tryggere å sitte i større fly. Men det er vel bare illusjonen som taler.

Men det verste var jo disse nye EU-reglene som hindrer oss i å ta med beholdere som inneholder mer enn 100 milliliter væske. For hvis man gitt ens hårlige konstruksjon er avhengig av hårgelé for å holde manken på plass, samtidig som man kun tar med håndbagasje for én natt, får man straks et problem i sikkerhetskontrollen. Jeg var fristet til å si: "Jeg har da for faen ikke tenkt å sprenge flyet til Kirkenes i luften. Jeg skal bare dit opp og delta på en forfatteropplesning." Men slikt kommer man ikke langt med. Så jeg overlot hårgeleen til sikkerhetsvakten. Håper ikke hun bare kastet den i søpla, for den kunne jo ha eksplodert etterhvert.

I Kirkenes måtte jeg dermed kjøpe ny hårgelé, men da det ikke fantes beholdere på 100 ml eller mindre, måtte jeg kjøpe en slags hårleire på liten boks, men dette stoffet fungerte ikke så bra, så da jeg var tilbake i Tromsø, måtte jeg investere i enda et hårprodukt, denne gangen ordentlig hårgelé.

Jeg skjønner behovet for sikkerhetskontroll. Jeg føler meg tryggere på et fly hvis jeg vet at passasjerene har gjennomgått en aldri så liten kontroll. Men når var siste gang en nordmann gikk berserk på et fly? Se, det lurer jeg på. Det finnes derimot visse fanatiske grupperinger som ikke skyr noen midler for å inngi frykt i Vestens befolkning, og jeg ville absolutt slappet bedre av i flysetet hvis jeg visste at mulige representanter for disse grupperingene ble grundig sjekket før de slapp ombord. Men i Vesten er ikke "racial profiling" populært blant de politiske korrekte meningsdannerne, selv om det gjøres stadig vekk i enkeltsaker, men da alltid til høylytte protester fra dem som mener seg forulempet, eller kanskje helst fra media.

Den virkelige roten til problemet er imidlertid en manglende vilje til å erkjenne at det er en fiende der ute som gjerne så Vesten destruert, og at dette er en fiende som må bekjempes. Men så lenge ingen, ikke engang USA, våger å ta opp den kampen, fortsetter vi å beskytte oss så godt vi kan, for å minimere antallet (vellykkede) terrorhandlinger. Og hvilken bedre måte å gjøre det på enn ved å ofre friheten på trygghetens alter. Det er en mørk visjon for vår sivilisasjon, og som en vis mann en gang sa:

"Any society that would give up a little liberty to gain a little security will deserve neither and lose both."

Kanskje var det Benjamin Franklin.

Følgende artikkel om Flyvemaskine er hentet fra Salmonsens Konversations-leksikon, Anden Utgave, Bind VIII: Fiévée—Friehling fra 1915. Det mest fascinerende i første halvdel av artikkelen er diskusjonen om "ornithoptere" og "helicoptere", ting som egentlig ikke fantes denne gangen, men med hvis prototyper man eksperimenterte meget.

Flyvemaskine, en alm. Betegnelse for Luftfartøjer, der er »tungere end Luften«, i Modsætning til Luftskibe og Balloner, der bæres oppe af een ell. fl. Sække, fyldte med en Gasart, der er »lettere end Luften«. De to Hovedgrupper af Luftfartøjer »lettere« og »tungere end Luften« benævnes ofte som henh. den a e r o s t a t i s k e Gruppe og den a e r o d y n a m i s k e Gruppe (se nærmere under L u f t s e j- l a d s).                     F. (den aerodynamiske Gruppe) omfatter flg. Underafdelinger: a)  Vingeapparater  (Ornithoptere), b)  Skrueapparater  (Helicoptere)  og c)  Drageapparater  (Aeroplaner). Ang. Vand-F., se under F l y v e b a a d e. Sejlads i Luften med F. benævnes ofte A v i a t i k (ogsaa A v i a t i o n), medens Førerne af F. benævnes A v i a t i k e r e (ogsaa A v i a t ø- r e r). Efterhaanden har dog Benævnelsen Flyvning og Flyvere vundet Hævd næsten overalt i Landet. Af de ovenn. Underafdelinger har hidtil kun c) (Drageapparaterne) vist sig anvendelige i Praksis, men det er jo aldeles ikke udelukket, at der foreligger Udviklingsmuligheder ad andre Veje. a)  Ved Vingeapparaterne søger man at efterligne Fuglenes Flugt, hvilket jo skulde synes at være en ret nærliggende Løsning. Denne Fremgangsmaade er da ogsaa forsøgt i de ældste Tider, idet man mente, at man ved, at paaspænde et Menneskes Arme (eventuelt ogsaa Benene) store Vinger kunde opnaa fri Flugt. Alle Forsøg mislykkedes selvfølgelig, da den Muskelkraft, Mennesket kan udvikle, er alt for ringe i Forhold til dets Vægt, naar Talen er om Flyvning. Enkelte Forsøg paa Vingeapparater fortjener dog at nævnes, saaledes Ingeniør S t e n z e l's i Hamburg. Hans Apparat havde et Par kraftige Vinger med en Spændvidde af 6½ m. Stenzel hævder, at det er lykkedes ham med et Slagantal af 85 i Minuttet at holde Maskinen svævende en kort Tid med en Mand om Bord. Hvorvidt dette er rigtigt, lader sig vanskeligt afgøre, men i hvert Tilfælde har Stenzel senere opgivet Forsøgene. I Sverige har Ingeniør W a 1 1 e n foretaget indgaaende Forsøg med Vingeapparater, hvis Vinger var forsynede med Klapper, der aabnede sig som et Jalousi under Opslaget og automatisk lukkede sig under Nedslaget, men ogsaa disse Forsøg, der afholdtes omkr. 1909, er nu opgivne. Den danske Ingeniør Vogt har konstrueret en Pendulpropel, der har megen Lighed med en Vinge, men den er hidtil kun benyttet som Fremdrivningsmiddel i Skibe. Pendulpropellen bestaar af en fast Stamme, paa hvilken er anbragt en vingelignende Flade, der ved en sindrig Mekanisme giver ret elastisk efter saavel under Op- som Nedslag. Denne Vingekonstruktion er vel nok den bedste af de hidtil eksisterende, men for øvrigt synes Vingeapparater med deres komplicerede Mekanisme, der samtidig skal give Opdrift og Fremdrift, ikke at have nogen stor Fremtid for sig. b) S k r u e a p p a r a t e r n e bestaar i Hovedtrækkene af 2 Sæt Skruer, hvoraf det ene Sæt er horisontalt og bærer Apparatet oppe, medens det andet Sæt (ofte dog kun en enkelt) er vertikalt og driver Apparatet fremad eller bagud. Den berømte Brasilianer, Flyveren S a n t o s  D u m o n t, konstruerede allerede i Beg. af Aarh. en saadan Skrueflyver, men i sidste Øjeblik syntes Tilliden at have svigtet den ellers saa modige Flyver, og da Maskinen ved et Uheld blev beskadiget, opgav han disse Planer for Fremtiden. Franskmanden B r é g u e t byggede 1908—09 et stort Skrueapparat, der bestod af et kvadratisk Stel, paa hvilket der i hvert Hjørne var anbragt en stor firbladet Skrue. Til Fremdrivningen skulde bruges skraatstillede Planer, hvis Indfaldsvinkel var foranderlig. Det lykkedes Bréguet at hæve sig et lille Stykke fra Jorden, men herover blev han efter Sigende saa forbauset, at han standsede Motoren, hvorpaa Apparatet styrtede ned. Senere har Bréguet konstrueret Apparater med skraatstillede Skruer i Forbindelse med bevægelige Planer, men heller ikke disse har givet tilfredsstillende Resultater. I Efteraaret 1909 lykkedes det den fr. Lærer Cornu at hæve sig med et Skrueapparat, der løftedes af to store horisontale Skruer, der var anbragte hver i sin Ende af et rektangulært Cyklestel paa 4 Hjul, i hvis Midte Føreren havde Plads. Motoren siges at have været for svag; i hvert Tilfælde er Forsøgene opgivne. Den smukkeste Konstruktion af et Skrueapparat skyldes sikkert Danskeren E l l e h a m m e r. Uden at komme nærmere ind paa Enkelthederne i Konstruktionen, der ikke er kendte af Offentligheden, skal kun nævnes, at Apparatet bæres oppe af 2 store, modsat roterende Paraplyhjul, medens Fremdriften besørges af en mindre Fremdrivningsskrue. Apparatet gaar med største Lethed til Vejrs med 1 Mand om Bord, men har endnu ikke været prøvet til fri Flyvning. Bemærkelsesværdig er Franskmanden L é g e r's Konstruktion, der betegnes ved to modsat roterende Skruer paa samme Akse. Denne Akse kan stilles mere ell. mindre skraat, saaledes at Opdrift og Fremdrift besørges af de samme 2 Skruer. Skrueapparaterne har ikke faa Fordele. De kan saaledes starte og lande paa meget lille Plads og behøver ikke langt Tilløb som Aeroplanerne. De har imidlertid ogsaa en Del Mangler og er, navnlig i Tilfælde af Motorstandsning i Luften, ugunstigt stillede, da de ikke, saaledes som Aeroplanerne, kan gaa ned i Glideflugt med stoppet Motor.

Slutten av artikkelen nevner den siste utviklingen, også i forbindelse med den pågående verdenskrigen, og spår muligheten for en fremtidig "Luft-Turistfart":

Allerede 1912—13 opnaaede man at kunne »lægge« F. paa alle mulige Maader i Luften. Særlige »Akrobatflyvere« som C h e v i 1 1 a r d, C h a n t e l o u p, P é g o u d o. fl. udførte de mest forbavsende Kunststykker, f. Eks. looping the loop, Maskinen helt paa Siden, lodret Styrteflugt, Standsning af Motoren i stor Højde med vilkaarlig Fald gennem Luften etc. — men alle disse Kunststykker viser jo kun den enkeltes Behændighed og visse Maskiners fikse Konstruktion. Disse Flyvninger kunde da ogsaa, rent ud over den tekn. Interesse for Aeroplanernes Modstandskraft i forskellige Stillinger, kun virke før Krigen som Trækplaster ved Flyveopvisninger, men disses Tid er antagelig forbi. Under selve Krigen har det stor Bet. at kunne udføre halsbrækkende Manøvrer. Af Vigtighed var de store Distanceflyvninger 1910—12, f. Eks. Paris—Madrid, Paris—Rom, der turde være en Slags Forløbere for en Luft-Turistfart, og før Krigen var planlagt en Jordomflyvning i 1914. Krigen standsede denne, og maaske var den ogsaa paa dette Tidspunkt uigennemførlig. Bl. de gode Sider, som Krigen viser, maa regnes Udviklingen af F., og muligt er det, at de efter Krigens Slutn. kan faa stor Bet., men man maa ikke overvurdere deres Ydeevne. Der vil først og fremmest fordres Anlæg af en Række Landings- og Startpladser, dernæst maa Publikum faa Tillid til Luftsejlads og være rede til at betale mere end med Jernbane og Skib, men Passagen foregaar til Gengæld hurtigere. Her i Danmark synes det at være Flyve-baadene, der har Chancer som Fremtidens Luftfartøjer. Som Sports- og Luksustransportmiddel faar F. sikkert gode Vilkaar efter Krigen.

Ifølge Dagbladet foregår det et storslagent studentopprør i Oaxaca i det sydlige Mexico.

Inne på universitetsområdet sitter studentene og lager spikerbomber. Utenfor står flere tusen maktesløse politifolk.

Maskerte menn bevæpnet med balltrær og brannbomber patruljerer universitetsinngangen.

Grøntarealene er dekket av piggtråd og feller. Studentradioen oppfordrer til kamp mot myndighetene.

I seks måneder har studentene holdt stand mot politiet. Så langt er minst ni personer drept i kampene.

For meg er dette visselig spennende tider, for i Herrer i åndenes rike foregår det også et studentopprør, ved Universitetet i Tromsø. Riktignok ikke på en så storstilt skala, og det varer i hvert fall ikke i seks måneder. Og ingen spikerbomber er involvert. Men politiet er tilstede, og det flyter sogar litt blod, svette og tårer.

Interessant nok er disse meksikanske opprørerne tilsynelatende trygge inne på campus, til tross for at gatene utenfor er fulle av politifolk i stridsutstyr, pansrede biler og helikoptre. Det er nemlig en meksikansk lov som forbyr politiet å ta seg inn på universitetsområder, en lov som skal beskytte den akademiske frihet.

Jeg er overveldet. Den akademiske frihet er åpenbart ikke noe man spøker med i Mexico. Her i Norge er den derimot en spøk i seg selv.

Jeg har hørt at det skal være kommet ut en spennende bok i år, skrevet av en blodfersk forfatter. Riktignok har jeg ikke funnet denne boken i salg noe sted, og forfatteren ser ikke ut til å være listet i telefonkatalogen. Likevel refereres det iblant til ham i intervjuer og diverse oppslag. Det er jo synd hvis en så talentfull ung mann ikke skal få solgt boken sin.

Stig M. Landgaard. Herrer i åndenes hus. Jeg synes både forfatternavn og tittel preges av en viss storslagenhet. Men likevel kan jeg helt fri meg for tanken om at det er noe new-age-svada som skjuler seg bak tittelen. Jeg ville ha foretrukket noe enda mer majestetisk, noe i retning av Herrer i åndenes rike.

Det samme gjelder forfatternavnet. Særlig fornavnet. Stig, liksom. Stig er et direkte kjedelig navn, spør du meg. Det er jo hele 13.300 menn som heter Stig i Norge, ifølge SSB. Hvem ville vel være en del av den gemene hopen? Nei, et annet navn ... noe lignende ... St ... hmmm ... Sti ... Sti ... STIAN! Stian ville vært et langt bedre navn. Mer eksotisk. Mer uvanlig. For ifølge SSB er det bare ... eh ... 28.191 menn som heter det hertillands ...

OK, der raknet hele poenget mitt. Jeg finner frem hestepisken og starter på nytt. Men hvis det stemmer at Stian er et dobbelt så vanlig navn som Stig -- hvorfor er det så mange (sjekk bare Google) som tror at Stian M. Landgaard heter Stig M. Landgaard? Den menneskelige psykologi er fascinerende. Når vi stilles overfor noe nytt og ukjent, vil vår hjerne umiddelbart prøve å finne referansepunkter i det vi allerede kjenner godt. Man skulle jo derfor tro at tendensen var motsatt. At mang en Stig ble kalt Stian i et uforvarende øyeblikk av menneskelig kognisjon på ville veier.

Men neida, av en eller annen grunn er det flere personasjer rundt om i landet som, til tross for at navnet burde være enkelt å dobbeltsjekke, insisterer på å kalle meg Stig M. Landgaard. (Eller sogar Langaard, men det er en lettere forseelse.) Jeg har til og med vært i kontakt med et par syndere, og jeg har tilgitt dem, storsinnet som jeg er.

Så er det Herrer i åndenes hus. Tittelen er mer pompøs enn en engelsk kroningsseremoni. Det høres ut som en kjedelig bok. Som sagt, jeg tenker umiddelbart på magiske (anti)realister fra diverse spansktalende land langt, langt nedi sydvest. Men her kommer den menneskelige psykologi til sin fulle rett. Hvem har hørt om Herrer i åndenes rike? Begrepet var nok ukjent i almenheten inntil 2006. Og selv nå er nok mange som umiddelbart forbinder åndenes med -- ja, nettopp -- hus, for den tittelen har de muligens hørt et sted ... ja, en ganske kjent film, er det ikke? Jo, med Jeremy Irons og Meryl Streep. Var ikke Winona Ryder der inne et sted? For ikke å nevne Antonio Banderas. Faderullan. Og det var jo sogar en bok en gang i tiden?

Det stemmer. Isabel Allende, step right up. Her har vi endelig funnet forfatteren av Åndenes hus. En viss forskjell fra den dilettanten som har skrevet Herrer i åndenes rike, ikke sant?

Stian M. Landgaard	Isabel Allende
Herrer i åndenes rike	Åndenes hus

Og selv om jeg ikke har lest Åndenes hus, tør jeg gjette på at den er veldig forskjellig fra Herrer i åndenes rike. Det er kanskje derfor Allende er millionær, mens jeg er ekstrahjelp i en bokhandel. Eller for å si det med rene ord:

Jedem das Seine.